Jeg har altid skrevet. I skolen var det stile, jeg elskede det. Genfortællinger kunne gå an. Men ikke referatstile! Læsebogen læste jeg i starten af hvert skoleår. Så fik vi pennevenner og skrev korte fristile til fjerne destinationer. De svar, vi fik, havde meget flottere frimærker på end vores egne breve.

Et menneske, jeg ønskede at nå ind til, elskede digte. Så begyndte jeg at skrive digte. Jeg var teenager. Jeg elskede “kloge ord”, som jeg kaldte dem. Den slags skrev jeg i en hel del år, før jeg lærte, at de hedder aforismer – og når de også rimer, så hedder de epigrammer. Piet Heins Gruk – der var mange, jeg lærte udenad, jeg er groet op med dem.

Så fik jeg en guitar. Jeg fik et godt råd af min skønne guitarlærer, da vi sluttede: “Spil melodistemmen på guitaren. Find akkorder, der passer til. Find et fingerspil, der passer i rytmen. Flet det sammen, så at melodistemmen træder frem i fingerspillet.” – Så fandt jeg på melodier. Og satte poesi til. Jeg begyndte at skrive festsange til venner og kolleger.

Siden 1980’erne har jeg arbejdet meget med drømme. Drømme skriver vi i nutid – netop som vi oplever dem. Det hjælper os til at huske dem mere livagtigt. Vi er selv fortælleren, den der øser af brøndens klare vand og henter dagsrester frem, den der skriver drejebogen, mixer dagsrester med erindringer, udfører drømmearbejdet, optager on location, spiller alle roller i alskens forklædninger – og til sidst gør alt for at sløre drømmens egentlige budskab – for at sikre, at vi ikke vækker os selv, fordi vi skal have en god nattesøvn!

Arbejdet med drømmene har givet en sidegevinst. Jeg har udviklet en måde at skrive på, som minder om beskrivelsen af drømme. Den kan ikke bruges til alt. Men den fornemmes nok i mine fortællinger LYSPUNKTER.

Undervejs i mit arbejdsliv skrev jeg artikler til fagblade og personaleblade. Jeg blev optaget af bestemte emner – litterære, kulturelle, historiske. Så mødte jeg Dostojevskij! Breve! To bind blandt de mange bind, der rummer hele hans værk – Fjodor Dostojevskij. I det følgende tiår blev min vigtigste litteratur biografier – og selvbiografier. Filosofien: Søren Kierkegaard, Albert Camus. Psykologien: Sigmund Freud og Carl Gustav Jung. Franz Kafka. Biografiens mester: Stefan Zweig. Jeg spekulerede på, hvem der ville være i stand til at skrive en biografi om Zweig. Det gjorde han selv i “Verden af i Går”. Og mange, mange flere.

Også brevene er skrevet i nutid! Af en fortæller. Der er en særlig kvalitet i de mange kilometer breve, vi har skrevet – i hånden! Vore tanker, indtryk, sansninger, oplevelser – glæder og sorger – det hele kommer flydende igennem vores krop, ud igennem armen og fingrene, ind i pennen og ud på papiret. Det er råstof, som vi har gennemlevet – og måske med et Blixensk udtryk: velsignet, før vi slipper det løs! Det former vores håndskrift, der kan bevidne vores følelser, mens vi skrev det!